Disclaimer: Tado har sendt en startpakke til test. Tado har ikke haft indflydelse på anmeldelsen og har ikke haft artiklen til gennemsyn inden publisering. Jeg har ikke modtaget betaling fra Tado, men hvis du ender med at købe produkter via links på denne side kan jeg modtage en provision, uden det koster dig noget. Dette er med til at holde termostater.dk kørende.
Tado Smart Radiator Thermostat X er den nyeste spiller på markedet for intelligent varmestyring.
Med løfter om energibesparelser, øget komfort og smartphonekontrol, sigter denne kompakte enhed mod at transformere vores radiatorer.
Men kan den levere varen?
Lad os undersøge, om Tado lever op til forventningerne og er værd at investere i.
Hvad er Tado X?
Tado GmbH er en tysk virksomhed specialiseret i intelligente klimakontrolløsninger til hjemmet. Grundlagt i 2011 i München, har Tado hurtigt etableret sig som en førende aktør inden for smart home-teknologi i Europa.
Tado X er nyeste serie af produkter, lanceret i foråret 2024. Der findes foreløbig følgende produkter i serien:
- Smart Thermostat X – til styring af gulvvarme og kedler
- Heat Pump Optimizer X – fjernstyring og tidsplaner til luft-til-vand varmepumper
- Smart Radiator Thermostat X – til radiatorer og den jeg anmelder i denne anmeldelse
Tado Smart Radiator Thermostat X
Tado Smart Radiator Thermostat X er et modent og velfungerende produkt med mange gode funktioner. Højdepunkter inkluderer det praktiske opadvendte display, en brugervenlig app og pålidelig ydeevne. Abonnementskravet for visse funktioner er den eneste reelle ulempe, men kan omgås med lidt teknisk kunnen. Alt i alt står Tado X stærkt i forhold til konkurrenterne og anbefales til dem, der søger en effektiv smart varmestyring.
|
God app
|
|
Mange funktioner
|
|
Nem at betjene
|
|
Integrerer med “alt”
|
|
Support kunne være bedre
|
|
Visse funktioner kræver abonnement
|
Design
Tado Smart Radiator Thermostat X har et unikt design, der vel bedst kan beskrives som T-formet eller hammer-formet.
Det ser rigtig flot ud på Tado’s pressebilleder på en radiator med indbygget rørføring og ventil, men på mine, mere almindelige, radiatorer ser det lidt mere…øh… anderles ud.
Jeg har valgt at vinkle mine displays opad, hvilket gør dem meget nemme at aflæse. Man kan selv vælge hvilket vej termostaten skal vende, og det er nemt at dreje orienteringen af displayet så det passer.
Display
Skærmen på termostaten er flot og nem at aflæse og kan vækkes til live med et (liiiidt for langt) tryk direkte på skærmen.
Skærmen er desværre også lidt for lang tid om at “vågne”, ca. 1 sekund. En knap havde været bedre, men nok ødelagt designet lidt.
Man kan på displayet se den aktuelle (målte) temperatur og hvilken temperatur termostaten er indstillet på. Man kan også se, om termostaten pt. er manuelt indtillet eller kører efter en tidsplan.
Desværre kan man ikke se den målte luftfugtighed. Denne kan kun ses i appen. Øv.
Temperatur vælger man normalt efter en tidsplan i Tado appen, men hvis man har brug for at justere manuelt kan det gøre med ringen der sidder rundt om skærmen. Denne virker ærlig talt lidt flimsy, og hvis man skal justere temperaturen meget eller helt slukke varmen, skal man dreje mange gange. Fra 20 grader til slukket svarer til ca. 3 hele omgange i min test.
Batteri
Batteriet sidder modsat displayet og kan let tages af uden værktøj. Det kan så sættes i en almindelig USB-mobiloplader. Når batteriet er til opladning, beholder termostaten samme indstilling indtil batteri indsættes igen.
Batteriet holder, ifølge Tado, ca. et år før det behøver opladning.
I praksis vil man nok lade op når sæsonen starter, og så behøver man ikke tænke mere over det. Smart nok.
Funktioner
Tado’s app har et godt design, giver et godt overblik og er nem at betjene. Absolut godkendt.
I appen kan du lave en plan for dine termostater, som kan være forskellig fra rum til rum. Du kan selvfølgelig også styre temperaturindstillinger i real time, slukke alle termostater med ét tryk, se statistik osv.
Udover at kunne planlægge fx natsænkning og lign. kan man i appen tjekke luftfugtighed og “Air Comfort”.
Air Comfort fortæller dig om et givent rum er for varmt og/eller for fugtigt (hvis du ikke selv kan mærke det) og anbefaler dig evt. at lufte ud.
Geofencing er en funktion, der kan sænke temperaturen når der ikke er nogen hjemme. Det fungerer sådan at husets smartphones registreres i appen, og når den sidste smartphone har forladt hjemmet, sænkes temperaturen. Når en beboer er på vej hjem, hæves temperaturen igen.
Åbent vindue funktion kan automatisk slukke for varmen når en termostat detekterer et åbent vindue.
Et “åbent vindue” registreres, når temperaturen eller den relative luftfugtighed falder:
- Temperaturen falder med 0,2 °C på 1 minut eller med 0,3 °C på 2 minutter
- Den relative luftfugtighed falder med 2% på 1 minut
Alle tre funktioner virker fint i min test. Dog kan Tado godt være lidt lang tid om at opfatte, at et vindue er åbent. Jeg ville ønske, at Tado lavede en vinduessensor, som alt andet lige ville være hurtigere og mere præcis.
Abonnement: Auto-Assist
Geofencing og åbent vindue kan virke på to måder: Gratis eller med “Auto-Assist” til kr. 29 pr. måned eller kr. 199 pr. år.
Hvis du ikke vil betale, får du en notifikation på din telefon når der detekteres et åbent vindue eller du forlader hjemmet. Du kan så selv justere som du vil ved at åbne appen.
Hvis du køber abonnement sker det hele automatisk.
Auto-Assist inkluderer også Care & Protect, der “overvåger” varmesystemet, og Energy IQ der visualiserer dit forbrug, giver overblik mv.
Jeg er ikke tosset med idéen om abonnement, men Auto-Assist har faktisk nogle smarte features, og for kr. 199 pr. år er det en no-brainer.
Brug
Tado X har ikke været længe nok på markedet til at jeg har kunnet teste dem i rigtig vinterkulde, men her i efteråret har de holdt temperaturen fint i rummet, og har i det hele taget kørt problemfrit.
Termostaterne reagerer hurtigt på ændringer i indstillinger, hvad enten disse foretages direkte på enheden eller via smartphone-appen.
I daglig brug har Tado X vist sig at være pålidelig og intuitiv. Appen giver et klart overblik over temperaturen i forskellige rum og gør det nemt at justere indstillinger eller oprette tidsplaner.
Alle funktioner fungerer som lovet.
Selvom den fulde effekt på varmeregningen endnu ikke kan vurderes grundet den korte testperiode og milde vejrforhold, indikerer den jævne temperaturregulering og de smarte funktioner, at Tado X har potentiale til at levere på sine løfter om energieffektivitet.
En længere testperiode gennem en hel vinter vil være nødvendig for at bekræfte disse foreløbige positive indtryk fuldt ud.
Installering
Selve installeringen af termostater og bridge er nem og tager ikke meget mere end 5 minutter.
- Download Tado app
- Scan en QR-kode og følg instruktionerne på skærmen
Tado X radiatortermostater har, ligesom alle andre smarte termostater, indbygget gevind til M30-ventil, som ikke er ret almindelig i Danmark. Derfor skal man normalt bruge en adapter mellem radiatorventilen og termostaten. Der er adaptere med til alle gængse ventiler i pakken, og en praktisk pap-skive til at finde den rigtige. Rigtig smart.
Endnu mere smart hvis Tado havde trykt et billede af den rigtige adapter direkte på papskiven, istedet for at man skal forbi hjemmesiden. Men det er en detalje.
Hvis man vil tilføje termostaten til Google Home, Apple HomeKit eller Amazon Alexa, gøres det gennem Tado-appen, og så kan du styre dine termostater med stemmen osv.
Det virker som det skal.
Trådløs temperatursensor
Til Tado X-systemet findes en separat temperatursensor, Wireless Temperature Sensor X, der, som navnet antyder, kan måle og indstille temperaturen på en placering væk fra selve radiatortermostaten. Det er rigtig smart hvis radiatortermostaten fx er gemt bag et gardin, og derfor har svært ved at måle rumtemperaturen korrekt.
Wireless Temperature Sensor X kan vise målt temperatur og indstillet temperatur på det indbyggede display og kører på 3 stk. AA-batterier. Displayet “vækkes” af knappen i midten og slukker (lidt for) hurtigt, formentlig for at spare på batteriet.
Jeg kunne godt have tænkt mig at displayet var “always on”, men sådan er det desværre ikke.
På de to op/ned-knapper kan du justere temperaturen direkte. Det virker.
Tado Bridge X
Tado Bridge X er en såkaldt Thread border router, der er “hjernen” i Thread-netværket. Et Thread-netværk minder lidt om et wifi-netværk, men så alligevel ikke. Dels bruger det meget mindre energi, og dels er det et mesh-netværk, som betyder at enhederne i netværket kommunikerer med hinanden og dermed udvidder signalstyken i hele netværket. Man kan forstå det således at hver termostat (eller anden Thread-enhed) sender signalet videre til næste termostat.
Tado Bridge X er lille, kræver ingen kabler, tilsluttes til hjemmenetværk via wi-fi, bruger 0.7 W strøm og går direkte i stikkontakten.
Ge-ni-alt! Alle bridges/hubs/gateways/kært-barn-har-mange-navne burde være sådan.
Tado Bridge X er teknisk set ikke nødvendig, hvis du har en af følgende enheder i forvejen:
- Apple Home Hub: Apple TV 4K (2nd or 3rd generation)
- HomePod (2nd generation)
- HomePod mini
Tado X kan også bruges sammen med andre Thread border routers, men i så fald kan man ikke bruge Tado app’en, og så kan det næsten være det samme.
Support
Tado har chat-support der har åbent mandag til fredag kl 9 – 17.
Jeg skrev til dem søndag aften og mandag morgen kl 9.02 var der svar tilbage på mail. Absolut godtkendt.
Det var dog ikke det mest fyldestgørende svar jeg fik, og supporteren havde ikke ret godt styr på de tekniske detaljer. Men med noget opfølgende chat frem og tilbage fik jeg svar på de fleste af mine spørgsmål.
Et par dage senere stillede jeg et andet spørgsmål og fik et svar som jeg vidste var forkert. Et par dage efter igen fik jeg så det rigtige svar – helt uden at bede om det.
Summa summarum: Tado support er hurtig, men ikke specielt god.
Tado X vs Tado V3+
Tado’s tidligere generation af smarte termostater hedder V3+ og kom på markedet i 2018. Den største forskel på de to er den underliggende teknologi, hvor V3+ bruger 868 MHz radio og Tado X bruger Matter over Thread.
Matter er en standard, der lover at gøre det nemmere for smart home-produkter fra forskellige brands at “tale sammen”. Lidt ligesom wi-fi, hvor vi ikke spekulerer på, om det er det ene eller andet fabrikat – det virker bare.
Sådan virker Matter også – i hvert fald i princippet.
Matter/Thread er nyere teknologier og efterhånden som der kommer flere Matter-produkter på markedet, vil det vise sig om det virkelig bliver nemmere at integrere alt sit smart home-grej. Det er i hvert fald hvad Matter lover.
Ifølge førnævnte supporter er temperaturstyringen i Tado X “more refined and precise (sammenlignet med V3+, red.), I do not know the exact settings, but it should work better.” Hm. Tjaa, altså bedre. Bare bedre.
Tado X og V3+ er desværre IKKE kompatible med hinanden, og du kan ikke mixe de to.
Hvis du har et V3-system i forvejen ser jeg ingen grund til at opgradere – med mindre du vil kombinere med nogle af de andre systemer i serien, Heat Pump Optimizer X eller Smart Thermostat X.
Hvis du skal købe dine første smarte termostater, ville jeg klart gå efter Tado X.
Tado Smart Radiator Thermostat X vs Danfoss Ally
En anden populær smart radiatortermostat er Danfoss Ally som kom på markedet i 2020. Ally benytter sig af en tredje radio-teknologi, ZigBee, som også har stor udbredelse indenfor smart home.
Ally har mange af de samme funktioner som Tado X, men med et mere traditionelt design. Det kan både være en fordel og en ulempe, afhængig af smag.
Tado X-termostaten er mindre end Danfoss Ally, men med den inkluderede adapter stikker den næste ligeså meget ud i rummet.
Fordele ved Tado X over Danfoss Ally:
- Meget bedre app
- Genial bridge uden kabler
- Mulighed for temperatur offset
- Nyere teknologi (Matter/Thread)
- Bedre support
- Genopladeligt batteri
- Måling af luftfugtighed
Fordele ved Danfoss Ally over Tado X:
- Igen abonnementsordning
- Display tændes med en knap = øjeblikkeligt
- Batterilevetid op til 2 år på alm. AA-batterier
Vinder: Tado X
Startpakker
Tado Smart Radiator Thermostat X fås i en række startpakker som kan udvides med det ønskede antal termostater.
Smart Radiator Thermostat X – Starter Kit
Består af én radiatortermostat og én Bridge X
Sammenlign 1 priser
Ekstra termostater
Ekstra termostater kan købes enkeltvis eller i pakker med fire stk.
Smart Radiator Thermostat X
Sammenlign 1 priser
Smart Radiator Thermostat X Quattro Pack
Sammenlign 1 priser
Konklusion
Tado Smart Radiator Thermostat X har rigtig mange gode features og er et gennemarbejdet produkt. Det er tydeligt, at det ikke er et første-generations produkt og at Tado har lært af foregående generationer.
Jeg er ikke helt solgt på designet, men det er en smagssag, og det er rigtig praktisk med et display der vender opad.
Tado’s app er rigtig nem at overskue og nem at betjene. Ingen klager.
Wireless Temperature Sensor X gør hvad der står på pakken, og det gælder faktisk hele vejen rundt.
Det hele virker efter hensigten, og det eneste rigtige hår i suppen er, at nogle funktioner kræver abonnement. I forhold til prisen på produktet er det småpenge, men pricippet om at gemme funktioner bag en betalingsmur er jeg ikke vild med.
Dog kan man med et par vinduessensorer og lidt automatisering i Google Home, HomeKit, Homey eller Home Assistant opnå det samme – det kræver bare at man vil rode lidt med det.
I forhold til konkurrenterne er Tado X et rigtig stærkt produkt, og jeg har ingen prolemer med at anbefale den.
Hej tak for en fin artikel. Du nævner, at Tado X kan bruges sammen med bl.a. Apple TV 4K som Thread border router og skriver desuden:
Tado X kan også bruges sammen med andre Thread border routers, men i så fald kan man ikke bruge Tado app’en, og så kan det næsten være det samme.
Betyder det, at andre Thread border routers ikke understøtter brug af Tado app’en eller gælder det også Apple TV, dvs. SKAL man have Tado Thread border routeren for at få understøttelse af Tado app’en?
Hej Lars
Hvis du har én af nedenstående behøver du ikke en Tado X router:
“You can add the tado° Smart Radiator Thermostat X, tado° Smart Thermostat X, and tado° Wireless Temperature Sensor X to a Thread border router from a different Smart Home system.
When you do so, you can install and control these devices via the tado° app and via the other Smart Home system’s platform.
Currently, this is possible with:
Apple Home Hub: Apple TV 4K (2nd generation or 3rd generation 128 GB), HomePod (2nd generation) or HomePod mini.”
Kilde: https://help.tado.com/en/articles/9090800-do-i-need-a-tado-bridge-x
Mvh Kevin
Hej, det lyder godt. Tusind tak for svaret. Mvh Lars